Supervision

Igennem mange år har jeg både fagligt og personligt oplevet den positive effekt af supervision. For mig er det blevet et must, for igennem denne proces at fastholde arbejdsglæden og forebygge egne stressreaktioner.
 
Jeg tilbyder supervision/ coaching til pædagoger, socialrådgivere, lærere, plejeforældre m.m. indenfor børne-, unge- og voksenområdet. Det er kendt, at medarbejdere generelt er underlagt konstante krav om effektivisering og forandring. Det er tidens trend. Det kræver sin kvinde/ mand, at balancere sig og bevare fagligheden samtidig med sin personlige integritet. Supervision er for dig/ jer:
  • Som står med konkrete faglige og / eller personlige udfordringer på jobbet.
  • Som ønsker at udvikle bevidstheden, på det som du i forvejen godt ”ved”, men ikke ”ved” at du ved.
  • Som mærker et mental, psykisk eller fysisk slid.
Jeg arbejder med afsæt i en helhedsorienteret supervisions/ coachingsmodel, hvor både krop, følelser og tanker bringes i spil. Med afsæt i denne ”treenighed” bliver dine bedste faglige og personlige ressourcer og erfaringer til bevidste handlemuligheder, som du har ”lige ved hånden” og efterfølgende kan anvende i din daglige praksis.
 
 

 

Sagt om supervision

 

Tina Storgaard, Pædagog
"Jeg har dels alene, og dels sammen med nogle kolleger, haft stort udbytte af supervision hos Bente. Vores arbejdsplads, som er en institution for børn med handicap, gennemgik omfattende forandringer, som på forskellig vis påvirkede, udfordrede og belastede os alle. Der var ændringer af stillinger og funktioner, sammenlægning af institutioner, ændring af organisation og leder, samt opsigelse af en stor del af personalegruppen på grund af faldende børnetal. Usikkerhed og frustrationer drænede os, og energi og arbejdsglæde forsvandt. Bentes tilgang i supervisionen er meget behagelig og respektfuld. Hun viste stor kompetence i at guide os til at åbne op og finde de ressourcer, vi har, hver især og sammen, så vi genvandt overblik og overskud til at arbejde med udfordringerne. Både individuelt og sammen. Gennem den individuelle supervision hos Bente fik jeg forståelse for mine reaktioner, og jeg fik redskaber til at fokusere på og fastholde mine ressourcer og min energi. Jeg fandt tilbage til det positive og glade menneske, jeg altid har været."
Hennie Wiekhorst og Dennis Martinsen, Familieplejere
"Vores 20-årige plejesøn, Sebastian, er sent udviklet. ”Hende vil jeg gerne snakke med,” sagde han efter det første møde hos Bente, hvor han følte sig taget godt imod og respekteret. Hun formår at få Sebastian til at åbne helt op. Via samtalerne har han fået styr på tankemylderet, der har plaget ham som følge af traumatiske oplevelser fra de allertidligste barndomsår. Han har fået en stor indre ro, der gør, at han både trives og sover bedre. Terapien har gjort ham i stand til billedlig talt at lukke nogle skuffer i, mens nye og mere positive til gengæld er blevet lukket op. Derved har han fået kræfter til at starte på en ungdomsuddannelse. Bente har hjulpet ham med at kunne overskue alt det nye ved hele tiden at have fokus på alle de positive ressourcer, han rummer. Bente har sideløbende med samtalerne, som vi også har deltaget i, superviseret os plejeforældre. Somme tider kan det være svært at forstå, hvorfor Sebastian reagerer, som han gør. Bente har givet os alle tre nye redskaber, som har forbedret kommunikationen og vores indbyrdes forståelse. Frem for næsten udelukkende at tale til vores plejesøns fornuft, har vi lært at tale til hans mavefornemmelse ved at spørge ind til, hvad han mærker. For eksempel til hans ryg, som han altid har haft problemer med, så han nu også selv er blevet mere opmærksom på, hvad han kan holde til, og hvornår han bør stoppe med en aktivitet."