Terapi

> Traumer og tidlige traumer hos unge/voksne

> Traumer og tidlige traumer hos børn

> Et teoretisk perspektiv på tidlige traumer

 

Terapi i almindelighed

Livet udfordrer os til tider på måder, som gør at vi har brug for professionel hjælp for igen at finde fodfæste og balance. Terapi hos ”Andrade – terapi & coaching” giver dig et sikkert rum, hvor du får muligheden for at lægge dine følelser og tanker frit frem.
 
Jeg tilbyder forløb til såvel børn, unge som voksne. Dit ønske om terapi kan have mange årsager. Måske har du oplevet:
  • Angst, sorg eller traumer forårsaget af eksistentielle forandringer eller kriser, som pludselig opstået sygdom, hospitalsindlæggelse, dødsfald, skilsmisse, en ulykke, arbejdsløshed eller lignende.
  • Mobning, stress, vold, manglende selvværd eller manglende trivsel.
 
Hvis terapi skal give dig det bedste udbytte, er det vigtigt, at kemien mellem os passer. Derfor beder jeg altid mine klienter om, at mærke efter og vurdere, om de føler sig tilpas i relationen. Går du fra vores første møde med en oplevelse af manglende ”kemi”, handler det ikke om, at hverken du eller jeg er forkerte men blot om, at matchet ikke er det rigtige.
 
Min terapeutiske tilgang tager altid sit udgangspunkt i dit liv. At du igennem den terapeutiske proces, oplever en øget bevidsthed på, hvordan dine unikke evner og ressourcer kan udfolde sig til gavn og glæde for dig fremadrettet.
 
Hvis du har lyst til at høre mere er du velkommen til at kontakte mig.
 
 

 

Sagt om terapi hos Bente d'Andrade

 

Vicky 39 år
”Der er en verden til forskel på før og efter terapien hos Bente. Førhen havde jeg brug for stor kontrol og havde en kort lunte, i dag er jeg meget mere rolig og afslappet. Terapien har lært mig at stå fast på mine egne grænser, og jeg er blevet god til at stille mig selv spørgsmål og analysere forskellige situationer. Hvis tingene ikke har noget med mig at gøre, kan jeg skubbe dem fra mig…”
Bodil 56 år
”… Jeg er blevet mere bevidst om, hvor stor indflydelse jeg selv har på min egen tilstand, og hvor mit fokus er. Problemerne er blevet mindre sort/hvide, og livet i det hele taget mere nuanceret. Jeg føler en stærkere forankring i mig selv, som mindsker min angst for at miste andre.”


Traumer og tidlige traumer hos unge og voksne

Unge og voksne, som søger terapi, er ofte ikke klar over, at den ubalance de oplever i livet, kan have sin baggrund i senfølger af traumatiske oplevelser tidligere i livet. Alligevel sker det ofte i løbet af terapiforløbet, at én eller flere skelsættende begivenheder kommer frem til overfladen, og med det opstår der en bevidstgørelse, som er første skridt på vejen i den forløsende proces.
 
Traumatiske begivenheder, som ikke behandles, sætter spor i vores autonome nervesystem. Det autonome nervesystem regulerer kroppens grundlæggende funktioner såsom energi, åndedræt, smerteopfattelse og vores grundlæggende forsvarsmekanismer som kamp, flugt og kollaps. Senfølgerne af ubehandlede traumatiske begivenheder kan f.eks. være eksplosiv vrede, koncentrationsbesvær, psykosomatiske symptomer, en oplevelse af ”ikke helt at være tilstede i livet”, lavt selvværd med grundlæggende overbevisninger som f.eks.: "livet er en kamp”, ” der er ikke noget godt i livet til mig” eller ”ingen kan li` mig”.
 
Formålet i arbejdet arbejde med traumer er at støtte dig i at skabe en bevidsthed om, hvordan kroppen reagerer samt hvilke følelser, der opstod hos dig under og efter den traumatiserende oplevelse. Ved at fokusere på fortællingen omkring begivenheden opstår der nemlig ofte en erkendelsesmæssig indgang til de kvaliteter og ressourcer, du allerede besidder. Kvaliteterne og ressourcerne som har gjort det muligt for dig at stå igennem traumet.
 
Derfor handler en stor del af mit arbejde med traumer hos unge og voksne om at trække ressourcerne frem og gøre dem bevidste om, hvad det er der er i spil, når det autonome nervesystem er i ubalance – og hvad man kan stille op for at balancere systemet.
 
 

 

Sagt om Bente d’Andrades arbejde med traumer hos voksne

 

Jens 60 år
”Jeg blev bortadopteret straks efter fødslen, hvor jeg blev anbragt på et børnehjem. Efter halvandet år blev jeg adopteret af en familie. Min mor har fortalt mig, at jeg var helt skaldet i nakken, formentlig fordi jeg havde ligget så meget ned på børnehjemmet. Samtalerne med Bente har gjort mig opmærksom på, at problematiske handle- og tankemønstre har rod i omstændighederne omkring min fødsel og opholdet på børnehjemmet. I bestemte situationer har jeg haft en tendens til at føle mig forladt og svigtet. Tidlig traume terapi har hjulpet mig til at kunne håndtere de plagsomme følelser, når de dukker op, fordi jeg nu kan se, hvilke mekanismer der udløser dem.”
Hennie Wiekhorst og Dennis Martinsen, Familieplejere
Vores 20-årige plejesøn, Sebastian, er sent udviklet. ”Hende vil jeg gerne snakke med,” sagde han efter det første møde hos Bente, hvor han følte sig taget godt imod og respekteret. Hun formår at få Sebastian til at åbne helt op. Via samtalerne har han fået styr på tankemylderet, der har plaget ham som følge af traumatiske oplevelser fra de allertidligste barndomsår. Han har fået en stor indre ro, der gør, at han både trives og sover bedre. Terapien har gjort ham i stand til billedlig talt at lukke nogle skuffer i, mens nye og mere positive til gengæld er blevet lukket op. Derved har han fået kræfter til at starte på en ungdomsuddannelse. Bente har hjulpet ham med at kunne overskue alt det nye ved hele tiden at have fokus på alle de positive ressourcer, han rummer. Bente har sideløbende med samtalerne, som vi også har deltaget i, superviseret os plejeforældre. Somme tider kan det være svært at forstå, hvorfor Sebastian reagerer, som han gør. Bente har givet os alle tre nye redskaber, som har forbedret kommunikationen og vores indbyrdes forståelse. Frem for næsten udelukkende at tale til vores plejesøns fornuft, har vi lært at tale til hans mavefornemmelse ved at spørge ind til, hvad han mærker. For eksempel til hans ryg, som han altid har haft problemer med, så han nu også selv er blevet mere opmærksom på, hvad han kan holde til, og hvornår han bør stoppe med en aktivitet.


Traumer og tidlige traumer hos børn

Med afsæt i et solidt fagligt fundament har jeg i mange år arbejdet med børn, som har været igennem traumatiske oplevelser tidligt i deres liv.
 
Der kan være tale om helt små børn, som har været ude for overvældende begivenheder, hvor de har haft brug for f.eks. hospitalsindlæggelse. Nogle har været udsat for omsorgssvigt, som har ført til anbringelse hos plejefamilier eller på institution. Andre har eksempelvis oplevet tab af en forælder eller lignende.
 
Traumatiske begivenheder, som ikke behandles, sætter sine spor i vores autonome nervesystem og senfølgerne kan f.eks. være et stort behov for kontrol og struktur, uro og ubehag ved nye steder og nye mennesker, eksplosiv vrede, koncentrationsbesvær, psykosomatiske symptomer mv.
 
I det forløsende arbejde med tidligt traumatiserede børn ligger jeg vægt på, at forældre og barn får skilt historien ad. Et barns oplevelse af en traumatiserende begivenhed vil altid være anderledes end forældrenes oplevelse. At få skilt barnets og forældrenes historie af oplevelsen kan være helende i sig selv.

 

 

 

 

Børn fortæller ikke med ord, når noget er svært i deres liv – ikke fordi de ikke vil, men fordi de mangler ordene. Børn fortæller med deres krop og med deres adfærd. De bliver f.eks. vrede, urolige, utrøstelige, mangler appetit, sover uroligt eller trækker sig fra kontakt.

 

Hvordan ser et forløb ud?

Et forløb starter altid med to til tre samtaler med forældrene eller de primære omsorgspersoner, hvor de fortæller historien og ved fælles hjælp, skiller vi barnets historie fra forældrenes historie.
 
Som terapeut er det min opgave at binde barnets historie sammen, så den med meget korte sætninger kan fortælles til barnet, sådan som det var og sådan, som jeg forstiller mig barnet har følt og oplevet det.
 
Med denne empatiske tilgang, hvor jeg sætter mig i barnets sted, er det muligt at være familiens karavanefører igennem den forløsende proces. Der bliver sat ord på barnets sansninger og følelser. Der bliver skabt mening og sammenhæng i dét, barnet tidligere udelukkende har kendt som ubehag, uro og stemninger fra en kaotisk tid. Med direkte afsæt i det faktum, at barnet har klaret det, der var rigtig svært, fokuseres der på barnets styrke, kvaliteter og vilje til livet. Det giver håb for forældrene og lindring for barnet.
 
Historien afsluttes med, at barnet (afhængig af alder) arbejder med et kreativt udtryk for oplevelserne i terapien ved hjælp af f.eks. modellervoks eller tegning. Barn og forældre/ primære omsorgspersoner kommer som oftest mellem tre og fem gange, hvor der hver gang bliver fortalt en lille del af historien.
 
Forældrene får ordene med hjem, så de kan bruge historien som udgangspunkt sammen med barnet mellem terapierne. Endvidere er der, mellem hver barneterapi, telefonisk kontakt med forældrene. Forløbet afsluttes med en forældresamtale. Det er en vigtig del af terapiforløbet, at forældrene eller de primære omsorgspersoner aktivt deltager: At de lærer at bringe ro ind i eget nervesystem for derefter at kunne ”danse” med barnets, er et vigtigt element. At ”danse” med barnets nervesystem gav en plejemor for nylig et eksempel på, da hun sagde:
”Nu kan jeg se på hans øjne, hvordan han har det, og jeg kan høre det på hans stemme. Når den er lys og let, er han i balance.”


En families beretning om et forløb med Bente d’Andrade

 

Niels var ved at svinde ind imellem hænderne på os

Sådan beskrev Niels` mor det den sommerdag, hvor hun på opfordring fra deres sundhedsplejerske ringede og spurgte om hjælp til Niels. Niels på 3½ år var født med et jordbærmærke, hvilket udviklede sig til at blive livstruende. Forældrene oplevede, at Niels svandt ind mellem hænderne på dem. 2 mdr. gammel blev han akut indlagt på børneafdelingen. Niels havde massive indre blødninger, og lægerne kæmpede med at finde den rette behandling til at standse dem. Niels klarede det efter et længere hospitalsophold.
 
Niels` forældre beskrev ham ved vores første samtale som en frygtsom lille dreng, der havde svært ved at overvinde sig selv i nye situationer. Når han blev bange, skreg han højt og gennemtrængende. Han var meget kræsen og ville ikke smage på ny mad. Forældrene nærede mange bekymringer både for ham og for hans på alle måder, raske lillebror. Mor gik (forståeligt nok) let i panik, ved tegn på sygdom – på trods af, at hun med sig selv godt vidste, at det ikke var noget alvorligt.
 

Niels` forældre fortæller ½ år efter terapien

Forløbet har været en rigtig god oplevelse for os og har skabt ro og stor forandring på flere områder i vores liv – både for os forældre og vores søn. Vi begyndte med at fortælle vores historie om Niels, hvilket vi oplevede som endnu en bearbejdning af vores sorg.
 
Da Bente efterfølgende fortalte Niels` historie med hans egne ord, ramte det os meget hårdt. Det var utroligt svært for os, at Niels skulle konfronteres med den barske virkelighed med døden tæt på, mange smerter og angst. Men samtidig var det en stærk oplevelse at få vendt hans historie til, at han er en stærk dreng, der har vilje til livet, og at han faktisk klarede det!
 
Det var som om, at det begyndte at falde på plads for os og skabte ro. Vi var meget bekymrede for, hvordan Niels ville modtage det. Den første gang hvor Niels var med, var han ret skræmt over det nye, og reagerede meget voldsomt på sin historie. Vi havde dog alligevel svært ved at tro på, at Niels fik det hele med. Men der var det rigtig godt at have muligheden for at snakke med Bente i telefonen i mellem samtalerne, for at få hendes oplevelse af, hvor meget han egentlig forstod.
 
Vi oplevede en meget stor forandring fra første til andet besøg. Nu var Niels og vi forberedt på, hvad der skulle ske og var meget mere åbne og trygge. Det var stærkt og rørende at opleve, at Niels bekræftede historien med sine dybe ”ja!”. Vi var blevet forberedt på, at Niels ville kigge op på os for at få bekræftet historien. Derfor virkede det utroligt stærkt, da han kiggede op på os, da Bente ved tredje besøg kom ind til det hårde i Niels’ historie. Niels legede denne gang med modellervoks, og det var virkelig noget, han gik meget op i. Han legede vild løve, som brølede højt. Det var som om, han gav slip på noget af den angst og frustration, som han har oplevet gennem sit sygdomsforløb. Vi var slet ikke vant til at se Niels på den måde, og vi fik nærmest en trang til at tysse på ham. I den situation var det rigtig godt at opleve Bente styre situationen og mærke hendes erfaring med en sådan reaktion. Til sidst blev Niels meget stille og koncentreret om hans arbejde med modellervoksen. Det virkede til, at han fik ro og det faldt på plads for ham.
 
Ved fjerde besøg åbnede Niels mere op og ”indtog rummet”. De første tre gange søgte han mest sin mor, men denne gang kunne hans far også bruges!
 
Det er også sådan, at vi oplever Niels nu – han er blevet mere åben for sine omgivelser og nye udfordringer. F.eks. er han ikke længere utryg ved at være steder, hvor der er mange mennesker forsamlet. Han og vi har fået nogle redskaber til at tackle f.eks. lægebesøg og det at få medicin. Vi bruger meget de ord fra hans terapiforløb, når vi mærker, han bliver usikker og bange, som f.eks. ”Du er en stærk dreng ” og ”du kan klare det”. Nu har Niels selv overtaget ordene, når han bliver bange og udfordret. Vi har selv fået ændret vores syn på Niels – fra at se ham som en dreng, der var syg, og som vi gerne ville beskytte, til at være en stærk dreng, som kan klare en masse udfordringer. Vi er blevet overrasket over, hvor meget Niels faktisk kan forstå, og hvor vigtigt det er at forberede ham på en vanskelig situation og forklare ham tingene, som de er.
 
Vi har oplevet stor helhed og mening i forløbet. Niels er blevet mere bevidst om, hvad han kan og har været igennem. Han har selv udtrykt: ”Da jeg var lille baby, var jeg syg, men nu er jeg rask!”
 
Elsemarie og Martin
 


Et teoretisk perspektiv på tidlige traumer

Igennem mit liv har jeg mødt rigtig mange børn og senere voksne, som lever med følgerne af en svær start på livet. Jeg er optaget af, hvordan vi bliver bedre til at forstå disse børn og voksnes måder at reagere på. Den teoretiske forståelse finder jeg vigtig, fordi den i bedste fald kan være med til at gøre livet nemmere når vi har haft traumatiserende oplevelser tæt inde på livet. Samtidig håber jeg, at vi med en øget forståelse og bevidsthed, kan være med til at skabe et liv med mere ro og balance, hvor oplevelsen går fra ”at livet er en kamp for overlevelse” til ”at livet også kan være fyldt med glæde og nydelse”.
 
Et lille menneske som rammes af en traumatisk oplevelse eller som ikke får sine grundlæggende behov tilgodeset i mellem 0 til 2-3 års alderen bliver påvirket på en ganske særlig måde. For kroppen husker: – når vi fødes indlæres alt igennem vores nervesystem og kroppen. Alle erfaringer lagres i kroppen og i nervesystemet. Som nyfødt er der som bekendt meget der skal indlæres og vi er fra naturens side født med et yderst åbent nervesystem, der lagrer erfaringerne og automatisere dem, således det bliver til reflekshandlinger. Det betyder, at når vi f. eks har lært at kravle, gå osv., så er disse erfaringer lagret således, at kroppen automatisk kan huske det. Det vil f. eks sige, at benene har lært at gå, uden vi skal tænke på, hvordan vi sætter den ene fod foran den anden. Vi gør det bare. Det bliver til automatiske handlemønstre.
 
På samme måde lagrer kroppen, hvis vi udsættes for mere alvorlige hændelser som indlæggelse på hospital, ulykke eller sygdom, tab af en forælder, anbringelse eller lignende.
 
Et lille menneske lærer verden at kende igennem dets sanser.
 
Det lille menneske har ikke ord for sine oplevelser og er hel og fuld i sine sansers vold. Hændelserne vil være sanset og følt i den lille menneskekrop – og kroppen husker. Barnet er på det givne tidspunkt ikke i stand til at bearbejde sanseindtrykkene igennem det talte sprog, så symptomerne vil som oftest være af ordløs karakter, det kan f.eks. være hård, blød, boblende, tung, let, varm, isnende, stikkende. Disse sansninger udløser forskellige reaktioner.
 
Når vi som voksne møder disse børn med spørgsmål om, hvorfor de opfører sig som de gør, vil de ikke kunne svare – ikke fordi de ikke vil, men fordi de ganske enkelt ikke kender det sproglige svar. Hvis vi som voksne derimod begynder at spørge ind til, hvad børnene mærker og begynder at kigge bagom deres adfærd, begynder de at fortælle os om f.eks.:
  • Uro
  • Udpræget behov for kontrol; angst for forandringer, nye mennesker og nye omgivelser
  • Eksplosive vredesudbrud, som de ikke kan styre. De kæmper.
  • Manglende sult og mæthedsfornemmelse
  • Manglende kulde og varmefornemmelse
  • Psykosomatiske symptomer som mavepine, hovedpine o.v.s.
  • Svært ved at være i sociale sammenhænge, svært med kammerater.
  • Manglende tro på egne evner/lavt selvværd
  • Lyst til at flygte
  • En følelse af magtesløshed og manglende håb om at der er en ”udvej” for dem.
Alt sammen symptomer som kan tegne et billede af et skrøbeligt og belastet nervesystem. En belastning som afføder en svækket evne til regulering af deres energi og affektudbrud.